Historie

Karup kirke, sognekirke siden 1485  (af Preben Holm, tidligere sognepræst i Karup)

Sydøst for kirken ligger der i en privat have en ”Helligkilde”. Her anlagdes antageligt i 1470´erne et lille kapel, som dog hurtigt blev for lille.

 Derfor byggedes der på bakken kirken her – den var dog meget større, end det vi ser nu.

 Kirken var med sideskibe oppe i koret og et højalter, som i dag ligger under jorden 6 m ud for østmuren, hvor klokken nu sidder. I vestenden var der et 26 m. højt tårn. Kirken bestod således af hele 7 hvælvinger mod nu 3. I folkemunde kaldtes kirken domkirken på heden.

Trækplastrene var dengang 1. Helligkilden og 2. Jomfru Maria skikkelsen i  kirken.

7. oktober 1485 gik kirken fra at være en pilgrimskirke til at være sognekirke. Året efter i 1486 fik kirken sin første alterkalk, skænket af adelsfolkene Margrethe og Jes Quie. Den fjernede kong Frederik den 3. i 1652,  hvor han i bytte gav den, vi bruger nu. Den gamle alterkalk kan man se på Nationalmuseet.

26. april 1494 sendtes brev om aflad i forbindelse med besøg ved helligkilden og kirken.

Brevet var sendt af pave Alexander d. VI i Rom til præsten i Karup, Jens Ovesen (latin: Johannes Avonis), hvis ligsten ses i væggen ved døbefonten. Oprindelig lå den på gulvet over hans grav foran alteret.

År 1500 skærer Paul Ulf 12 korstole, hvoraf kun fire endestykker er tilbage i kirken. Fire befinder sig i Sjørslev kirke og fire er forsvundet. Fra venstre (billedet) Jakob, Jesu bror, som blev henrettet år 44 i Jerusalem. Hans knogler er bragt til Santiago de Compostella i Spanien.

Her er han som pilgrim ved sin egen grav. Dernæst Catharina, ægyptisk prinsesse fra 300 tallet. Hun blev kristen, men hendes hedenske far ville hellere se hende død end som kristen. Hun forsøgtes henrettet ved at blive ført hen mod et hjul med knive. Det mislykkedes, hvorefter hun blev halshugget. Hun afbilledes altid med hjul og sværd.

Til højre for alteret har vi enten Sankt Gertrud eller Sankt Barbara, som var de vejfarendes helgeninder. Og sidst Johannes, Jesu discipel. Bemærk alterkalken, han står med: Den er lig Karup kirkes første kalk.

Inden for døren til højre sidder det gamle vievandskar på sin oprindelige plads, hvilket er unikt her i landet.

Præsten Mourits Poulsen skænker i 1525 en kirkeklokke til Karup kirke, - den blev hængt op i tårnet til den klokke, der var der i forvejen. Den gamle klokke blev i 1598 solgt til Bording kirke. Samme præst beskyldtes for at have fyldt vand i daværende Marie skikkelsens hoved, så det så ud som om hun græd. Op mod reformationen kom der færre pilgrimme, og med det lille trick ønskede M. Poulsen at fastholde kirkens popularitet.

Netop reformationen betød det store vendepunkt for Karup kirke. Kirken forfaldt, da den fattige hedebefolkning ikke havde råd til at holde den vedlige. Af samme grund blev kirkens blytag solgt til andre af egnens kirker og erstattet med tegltag i 1660.

I 1714 fik kirken dødsstødet, da tårnet ramtes af lynnedslag. Taget på dets søndre side blev revet af, og murværket på sydsiden slået ud 10 alen i højden og 5 i bredden, ligesom en revne i vestmuren gik hel ned til jorden. (Tårnets højde var 26 m).

Kirken lå nu som ruin indtil 1743, hvor Steen Jørgensen, Aunsbjerg ved Sjørslev, købte den d. 4. december 1743 for 308 rigsdaler på en auktion   i Århus bispegård.

Skødet blev overdraget året efter d. 28. april.

Steen Jørgensen gav kirken en grundig restaurering. Han rev alle tilbygninger ned, tårn, sideskibe og apsis med højalter, (de tiloversblevne munkesten sidder endnu i en længe på Aunsbjerg).

Oveni skødets bestemmelse fik han M.C. Trane fra Viborg til at male alterbilledet, han skænkede et dåbsfad og lod en ny prædikestol indsætte. Herremandens restaurering efterlod kirken stort set i den stand, den har nu.

I forbindelse med en større restaurering i 1941 – 1942 blev bl.a. bænkene udskiftet, (i våbenhuset findes to bænke med de gamle bænkegavle). Ved samme restaurering blev våbenhuset tilbageført til sit nuværende plads. I næsten 200 år, havde det haft sin plads i vestenden, hvor tårnet var revet ned.

Den syvarmede lysestage er dateret til 1957, og i 1973 fik kirken sit nuværende orgel fra Bruno Kristensen i Åbenrå.

I 1974 udskiltes Karup sogn fra Frederiks, og Kølvrå og Uhre kom med i Karup sogn. Et par år efter kom også Høgild til Karup sogn, udskilt fra Sdr. Resen.

I Karup blev så bygget en ny præstegård nord for kirken, som blev taget i brug i 1976.

Et gammelt kapel blev udskiftet med et nyt i 1978. Samme år blev kirkebakken reguleret, og en ny P-plads anlagt.

7. oktober 1985 fejredes kirkens 500 års jubilæum.

I den forbindelse blev der lavet nyt kalorifere varmeanlæg i kirken med 50 nedsugningsriste, forestået af Ing. J. Howard, Århus. Lysekronerne blev pudset op af gørtler Arne Larsen fra Hjørring. Kirken kalkedes indvendig af  Jydsk Kirkekalk v/ J. Reenberg, Brædstrup, og altertavle og prædikestol restaureret af konservator Rosen Holm, Ålborg.

To år senere i 1987 fik kirken nye lampetter og ny lysekrone i våbenhuset. Kirkens tegltag blev i 1988 udskiftet og murene 

sandblæst og vandskuret. 

I 1989 skænkede Maren og Otto P. Nielsen nyt altersølv i form af vinkande og oblatæske til kirken.

Et dødsbo var efter Erica og Verner Pedersen testamenteret kirken. For dette anskaffedes i 1994 4 nye messehagler i de liturgiske farver lavet af Gro Aga Sacha, Brønderslev, og ny gulvløber pålagt af Væver Hanne Vedel, Åbenrå. Samme væver havde i 1980 lavet tæppet foran alteret, og endelig i år 2000 nye hynder til bænkene, lavet af Poul Poulsen, Skive

Kirkens liv og vækst omkr. 2020

Sognet består efter 1975 af Karup, Kølvrå, Vallerbæk og Høgild med et nuværende indbyggertal på ca. 3350 mennesker. Før kommunalreformen i 1970 hørte kun Karup og Vallerbæk til sognet.

Sognet har efter 1975 egen præst. Derfør var Karup annekssogn til Frederiks sogn, og endnu tidligere til Thorning sogn.

I 2006 fik sognet en ½ præstestilling mere, så der nu er 1½ præstestilling - fordelt på en kirkebogsførende fuldtidspræst med bopælspligt i præsteboligen i Karup og en halvtidspræst uden bopælspligt.

Ved en kirketælling i 2002 var kirkegangen på ca. 20 personer uden dåb og ca. 50 personer med dåb. I dag er kirkegangen nogenlunde tilsvarende. Ved højtider, særlige gudstjenester og arrangementer samt til børnegudstjenester deltager dog ofte en del flere.

Der er 25-30 dåb om året. 

Ca. 10 årlige vielser og kirkelige velsignelser.

30-35 unge konfirmeres hvert forår. Der er desuden stor tilslutning til minikonfirmandundervisningen på 3. klassetrin.

Der er 35-40 årlige kirkelige bisættelser og begravelser.

I sognet ligger Karup skole med 1. – 9. kl., som kirken har et godt samarbejde med. Desuden samarbejdes der godt med Friskolen Karup, som ligger uden for byen.

Menighedsrådet består af 7 personer foruden præsterne. Menighedsrådet har fordelt sig i nogle udvalg, som arrangerer koncerter, foredrag, sangaftener, børnearrangementer m.m.

I sognet ligger desuden Plejecenteret Åbrinken, hvor der holdes gudstjeneste hver 3. uge.  

Hele sognet er præget af flyvestationen, som er sognets største arbejdsplads. Inde på flyvestationen findes en kirkesal, som i dag kun bruges ved særlige lejligheder. Før 1970 var det faktisk Kølvrås kirke med gudstjeneste hver søndag, og med en  fuldtids flyverpræst tilknyttet,. da byens kirke, Grove kirke, lå 12 kilometer væk bag flyvestationen. 

Følgende af Lotte Boas.

1)     Kilder om tårnet på Karup kirke og det betydning.

Karup kirkes historie er gengivet i flere udgivelser. Lokalt er der nogle udgivelser, der er mest kendte: J.P. Wammens ”Efterretninger om Karup sogn i Lysgaard Herred”, 1916 og Valdemar Andersens ”Karup kirke”, Aarbogen for Historisk Samfund i Aarhus 1958/59, Stig Holstings ” Vor Frue af Karup – et 500 års minde” 1985  og Preben Holms ”Kirkeavisen”, 1985.

Karup kirkes historie begynder med en kilde, der ligger sydøst for kirken, og som i middelalderen regnedes for hellig.

Kirken nævnes første gang i 1485, hvor præst Johannes Avonis´ ansøgning hos paven om tilladelse til at sælge aflad tilstedes kirken. Det pavelige brev ankommer dog først i 1494. (Bilag 1)

En nøjagtig datering af kirken kendes ikke.

Karup kirke fungerer som valfartskirke i middelalderen. Omfanget af valfarten til Karup kirke er vi ikke bekendte med, men vi formoder, der har været ret store forventninger til det, for kirken er stort anlagt (Bilag 2 og 3).

Som følge af reformationen mistede kirken status som valfartskirke, og kirken forfaldt over en lang årrække pga. dårligt vedligehold.

Vald. Andersen skriver (s.193) om, hvorledes kong Frederik II var på jagt i Karup i sommeren 1578 og her så Karup kirkes tårn i forfald. Han skrev til lensmand Mandrup Parsberg, Silkeborg, der skulle gennemføre en reparation på kongens bekostning. Vald. Andersen henviser til sin kilde (Kancelliets brevbøger, 20.august 1578) hvor begrundelsen for kongens ønske om en reparation af kirketårnet skulle være, at det ellers var til skade for vejfarende mænd.

Vi tolker denne udtalelse således, at tårn og spir på Karup kirke har været almindeligt brugt som pejlemærke, når man skulle rejse over heden.

Vald. Andersen forestiller sig, at selv om materialerne til byggeriet har været til rådighed, så har der lokalt ikke være håndværkere, der havde ekspertisen til opgaven.

I sommeren 1587 var kong Frederiks II atter i Karup og i 1588 tager kongen igen initiativ til, at en istandsættelse af kirketårnets spir.

J.P. Wammen skriver om (s.175-176), hvorledes kong Christian IV modtager kort efter sin tiltræden i 1588 en henvendelse "menige sognemænd udi Karup".  Wammens kilde er en skrivelse fra kongen dateret Roskilde 1589, og han citerer således: "Da efterdi samme spir er begyndt med højbemeldte vor kære salige Hr. Faders Omkostning, ikke alene Menigheden der udi Sognet, men også om Vinterdag den vejfarende til Gode". På det tidspunkt var spiret rejst, men der manglede tagdækning. 

I 1661 påbegyndes en kirkeregnskabsbog for Karup kirke, som er bevaret, og som Vald. Andersen også refererer. Af regnskabsbogen fremgår det, at krigene har efterladt området udmarvet og uden midler til vedligeholdelse af kirken.

1662 nedtages spiret. Blyet fra tag og spir sælges. Ligeså kobber-vindfløjen. Det nævnes at 3104 kg bly er solgt i 1670. Nordlige og sydlige gavl på det firgavlede tårn rives ned og der lægges saddeltag på kirketårnet.

22. februar 1714 slog lynet ned i tårnet og det - uden tvivl kombineret med de kraftige vinde, der kan følge et tordenvejr - fik dele af tårnet til at falde sammen. Lokale mænd nedtog det, der var i overhængende fare for at styrke sammen under næste vinterstorm.

I 1734 nedtog man yderligere 13 alen af tårnets højde.

I december 1743 købte herremand Steen Jørgensen, Aunsbjerg, Karup kirke. Han bekostede en istandsættelse. Sideskibe, kor og tårn blev revet ned. Der indsattes prædikestol, alterbord, altertavle og dåbsfad.

Kirken står i dag som den blev istandsat i 1744.

2) Det oprindelige tårns udseende.

I forbindelse med branden i Viborg i 1726 forsvandt også, hvad der måtte have været af dokumenter om Karup kirke. Derfor kender vi ikke til kilder om tårnets udseende, der er samtidige med tårnet. Ad andre veje, har arbejdsgruppen forsøgt at finde frem til, hvad der måtte have gjort sig gældende. Vald. Andersens og J.P. Wammens oplysninger om kirken ligger til grund for to modeller af Karup kirke (Bilag 4).

Tårnets højde:

Det refereres i Vald. Andersens bog om Karup kirke, at tårnet kunne bruges som pejlingsmærke, når man skulle over heden, ligesom det også fremgår af de kongelige udtalelser om tårnet, at det er brugt således.

Mellem Viborg og Frederiks ligger højen Karuphøj, ved en rute, der følger en af hærvejens grene. Pga. navnet må man formode, at man fra Karup høj har kunnet pejle Karup kirkes spir. Dette betyder, at Kirkens tårn har været mellem 33 og 36 meter højt (Bilag 5).

Tårnets grundmål:

Tårnets fundament findes stadig. Det ligger ca. 20 cm under jorden. Ved at finde hovedhjørnestene ses det, at tårnet har haft en grundmål på 8x10 meter.

Tårnets spir:

Kilderne, der henviser til tårnet, henviser til at tårnet har haft spir.

Vald. Andersen (s.196) nævner et spir af tørninglensk type, altså et firgavlet spir ( Bilag 6). Spørgsmålet er, om man har hentet bygherrer sydfra (tørninglenske gavle er oprindelig en nederlandsk byggestil og er, trods sin markante stil, i højere grad en geografisk end en arkitektonisk betegnelse), eller om man har haft en bygherre fra Århus stift under hvilket Karup hørte. Flere sammenfald i byggestil (munkesten, firgavlet spri, som sjældent ses i midtjylland) og byggeperiode (sidste halvdel af1400-tallet, Jens Iversen Lange og Mads Ejler Bølles bispeperioder) peger i retning af, at Århus domkirkes og Karup kirkes bygherre kunne være den samme.

Århus domkirkes tårn og spir er bygget biskop Jens Iversen Lange. Århus domkirkes tårn var oprindelig bygget som et firgavlet tårn med spir, men er sidenhen bygget om (Bilag 7).

Sognepræst Andes Pallisens indberetning om Karup kirke fra 1623 nævner, at der i korhvælvingen skulle have stået tre adelmænds navne samt disse ord: ”clerus Dei gratia episcopus Arhusiensis”(ved Guds nåde berømmelig biskop i Aarhus). Iflg. arkæolog ved Viborg Stiftsmuseum Jesper Hjermind skulle de to nævnte biskoppers våbenskjolde også være malet på hvælvingerne. Arbejdsgruppen kender ikke nogen kilde, der bevidner teorien om våbenskjoldene.

Arbejdsgruppen mener således at det kan være relevant at se mod Århus for at klargøre byggestilen, men vi er også enige om, at de ombygninger, der har været foretaget af spiret på Århus domkirke er en æstetisk forbedring, og vi mener at dette bør være tungtvejende i en eventuel genopbygning af Karup kirkes tårn.

Tårnets sten:

Kirken er bygget i munkesten, således også tårnet, og er sidenhen blevet kalket hvid. Tag og spir har været blytægt.

          3) Tidligere ansøgninger om genopbygning af tårnet.

Det er et enstemmigt menighedsråd, der ønsker tårnet på Karup kirke genopbygget. Det er bredt i sognet ønske om dette og har været det i mange år. Derfor har menighedsrådet nedsat en arbejdsgruppe, der består af to repræsentanter fra menighedsrådet, præst samt 7 andre medlemmer.

Karup sogn har tidligere ansøgt om tilladelse til at genopbygge tårnet. Det er sket i 1919, 1941 og 1972. Der har således længe været ønske om genopbygningen. Her bør det måske også tages i betragtning, at menighedsrådsloven blev indført i 1912 – 7 år efter sognet med et menighedsråd har fået sin egen stemme, ansøges der første gang herom.