En måned som præst tilknyttet Libyen-missionen!
Af Lotte Boas
2.november vendte jeg hjem fra flybasen Sigonella på Sicilien efter en måned blandt Skrydstrup-folk og F-16 fly. Heldigvis havde Karup flyvestation en god flok fra Combat Support Wing, der kunne få mig til at føle mig lidt mere hjemme.
Formålet med missionen var at støtte oprøret i Libyen i håb om at et diktatur kunne væltes og demokrati indføres. Formålet med min tilstedeværelse var at være præst for de udstationerede på alle de måder, man nu engang er præst på: holde gudstjenester, samtale om religion og værdier, og samtale om aktuelle problemer og være en støtte og opbakning for den enkelte.
Det blev missionens sidste dage, jeg kom til at deltage i. D.20. oktober blev Libyens diktator Gadaffi fanget og desværre også dræbt inden han blev stillet for en domstol. Det havde været bedre at se Libyen udfolde sig som et retssamfund, der kan håndtere konflikter, end at se lynchning og selvtægt. Det er beklageligt at det gik sådan, og det lagde en dæmper på glæden over, at det ellers nu så ud til, at det indsatsen gjalt, også ville lykkes.
Men bortset fra dette, som vi jo heller ikke selv var herrer over, så var det en meget spændende og lærerig måned for mig. Fra at være så godt som ubekendt med forsvarets arbejdsstrukturer, er jeg nu blevet rigtig godt kendt med mange af dem. Hvem ønsker sig fx ikke en forsyner? en man kan gå ind til og fortælle, hvad man mangler, og få dage efter, så får man det? Eller hvad med en presseofficer? Hver gang vi laver noget, så er der en, der fortæller om det til verden udenfor, så alle kan se, at det arbejde vi gør, har betydning og gør en forskel. Det første, en forsyner, kunne jeg godt drømme om at have i kirken, det sidste burde vi have.
Det vigtigste for mig er, at jeg er blevet bedre kendt med, hvad man skal som præst for udstationerede i danske krigsindsatser. Hvor har jeg tit følt mig fremmed og ukendt med arbejdsopgaverne derude. Hvor har jeg tit syntes, at alle andre kendte hinanden, og at jeg skulle møve på og mase mig ind, for at de alle nåede at lære mig at kende. Men det var vigtigt, syntes jeg, at de lærte mig at kende, for at være præst for nogen, handler om tillid og om opbakning. Man er der for andre menneskers skyld, fordi der er brug for samtalerne om alt mellem himmel og jord, især det allerstørste, men også nogle gange bare småtingene. Som præst har man også brug for deres opbakning – ellers bliver man aldrig relevant og brugbar. Så det blev min største opgave, syntes jeg, at vise folk, at jeg var der, og jeg var en, man kunne have tillid til. Mon det er lykkedes? Jeg håber det. Og jeg håber også, at jeg en anden gang får lejlighed til at prøve kræfter med denne opgave!
En måned som præst tilknyttet Libyen-missionen!
Af Lotte Boas
2.november vendte jeg hjem fra flybasen Sigonella på Sicilien efter en måned blandt Skrydstrup-folk og F-16 fly. Heldigvis havde Karup flyvestation en god flok fra Combat Support Wing, der kunne få mig til at føle mig lidt mere hjemme.
Formålet med missionen var at støtte oprøret i Libyen i håb om at et diktatur kunne væltes og demokrati indføres. Formålet med min tilstedeværelse var at være præst for de udstationerede på alle de måder, man nu engang er præst på: holde gudstjenester, samtale om religion og værdier, og samtale om aktuelle problemer og være en støtte og opbakning for den enkelte.
Det blev missionens sidste dage, jeg kom til at deltage i. D.20. oktober blev Libyens diktator Gadaffi fanget og desværre også dræbt inden han blev stillet for en domstol. Det havde været bedre at se Libyen udfolde sig som et retssamfund, der kan håndtere konflikter, end at se lynchning og selvtægt. Det er beklageligt at det gik sådan, og det lagde en dæmper på glæden over, at det ellers nu så ud til, at det indsatsen gjalt, også ville lykkes.
Men bortset fra dette, som vi jo heller ikke selv var herrer over, så var det en meget spændende og lærerig måned for mig. Fra at være så godt som ubekendt med forsvarets arbejdsstrukturer, er jeg nu blevet rigtig godt kendt med mange af dem. Hvem ønsker sig fx ikke en forsyner? en man kan gå ind til og fortælle, hvad man mangler, og få dage efter, så får man det? Eller hvad med en presseofficer? Hver gang vi laver noget, så er der en, der fortæller om det til verden udenfor, så alle kan se, at det arbejde vi gør, har betydning og gør en forskel. Det første, en forsyner, kunne jeg godt drømme om at have i kirken, det sidste burde vi have.
Det vigtigste for mig er, at jeg er blevet bedre kendt med, hvad man skal som præst for udstationerede i danske krigsindsatser. Hvor har jeg tit følt mig fremmed og ukendt med arbejdsopgaverne derude. Hvor har jeg tit syntes, at alle andre kendte hinanden, og at jeg skulle møve på og mase mig ind, for at de alle nåede at lære mig at kende. Men det var vigtigt, syntes jeg, at de lærte mig at kende, for at være præst for nogen, handler om tillid og om opbakning. Man er der for andre menneskers skyld, fordi der er brug for samtalerne om alt mellem himmel og jord, især det allerstørste, men også nogle gange bare småtingene. Som præst har man også brug for deres opbakning – ellers bliver man aldrig relevant og brugbar. Så det blev min største opgave, syntes jeg, at vise folk, at jeg var der, og jeg var en, man kunne have tillid til. Mon det er lykkedes? Jeg håber det. Og jeg håber også, at jeg en anden gang får lejlighed til at prøve kræfter med denne opgave!